
I
den bedste mening omgiver vi vores børn med legetøj i alskens farver og
materialer. I dag betragtes legetøj ikke kun som underholdning eller
tidsfordriv, men derimod som en måde at udvikle både sanser og fantasi.
Som forældre vil vi jo alle gerne bidrage til vores børns udvikling og
tænker måske ikke videre over, hvad der egentlig gemmer sig af stoffer
indeni de forskellige materialer og kvaliteter, som legetøjet er udført
i.
Af: Marlene Hjorth Andersen
Ikke desto mindre kan der være god fornuft i at standse op en
ekstra gang, før legetøjet kastes i indkøbskurven og tages i brug.
Meget børnelegetøj kan nemlig indeholde sundhedsskadelige kemiske
stoffer. Dette er selvfølgelig foruroligende oplysninger at modtage som
forælder. Ens umiddelbare tanke er: Findes der skadelige stoffer i mit
barns legetøj? Og hvordan skal jeg skelne imellem sundt og usundt
legetøj når de kemiske stoffer, der indgår i det, ofte ikke er
deklareret?
Ifølge Informationscentret for Miljø og Sundhed (IMS) bruges der
mange forskellige kemikalier i produktionen af såvel træ-, tekstil-,
metal- og plastiklegetøj, som er nogle af de mest anvendte materialer
til legetøj. Disse kemikalier kan være phthalater (blødgørere i
plastik), tungmetaller og opløsningsmidler. Andre kan være
allergifremkaldende parfumestoffer. Phthalater har været meget omtalt i
medierne, da de mistænkes for at være både kræftfremkaldende og
hormonforstyrrende. Nærmere betegnet peger undersøgelser på, at de kan
være medvirkende årsag til mænds/drenges faldende sædkvalitet.
Phthalater
findes i blødt plastik som PVC, hvorfor man ifølge IMS helt bør undgå
denne type plastik og gå efter de hårde plastiktyper i stedet for. PVC
er forbudt i legetøj til børn under 3 år, men eftersom det kan være
svært at forhindre mindre børn i at sutte på større børns legetøj, bør
man helt undgå PVC-legetøj, anbefaler IMS. Der er god fornuft i at
følge dette råd, - også fordi stikprøver desværre viser, at ikke alt
legetøj til børn under 3 år overholder reglerne. Desuden ender der
enorme mængder af phthalater i naturen, når plastikken kasseres.
For at give et par eksempler på produkter, hvor PVC anvendes, er det
f.eks. badevinger, plastikdukker og regntøj. Heldigvis findes der både
alternative materialer og plastiktyper, der gør det muligt at finde
lignende produkter uden de problematiske blødgørere. F.eks. kan man
købe badevinger af skumgummi og regntøj af polyurethan (PUR) eller
nylon (polyamid). Herudover er der en række tommelfingerregler man kan
følge som forbruger, når man investerer i nyt legetøj til sine børn. I
mangel af varedeklarationer, går det primære råd ud på at lugte sig
frem:
Når du køber nyt legetøj: Fravælg legetøj der lugter kraftigt Vælg hård frem for blød plast. Blød plast afgiver flere stoffer Efterspørg legetøj uden PVC og phthalater Når børnene leger: Luft og vask det nye legetøj, inden børnene får det Vælg om muligt en forvasket bamse eller lign. som sovedyr Når legetøjet bliver til affald: Aflever altid elektronik på genbrugsstationen Aflever altid legetøj af PVC på genbrugsstationen
(Kilde: Informationscentret for Miljø og Sundhed)
Sidst men ikke mindst skal alt legetøj til børn under 14 år være
CE-mærket, for at leve op til EU's sikkerheds- og sundhedskrav. Så hold
øje med mærket, men vær alligevel opmærksom på oventående regler, da
stikprøver viser, at ikke alt CE-mærket legetøj lever op til kravene.
Hvis du er blevet nysgerrig efter at vide mere om sundhedsskadelige
stoffer i legetøj, kan du finde megen nyttig information på
Informationscentret for Miljø og Sundheds hjemmeside. F.eks. har
centret sammen med Forbrugerrådet lavet en omfattende test af legetøj,
hvor man kan få mere detaljeret information om andre former for
sundhedsskadelige stoffer i legetøj end phthalater. Klik her, hvis du vil læse mere om temaet “legetøj” på IMS' hjemmeside.
På Forbrugerstyrelsens hjemmeside, har man desuden oprettet en sektion, der hedder Er det farligt? hvor man kan få information om risikoen ved produkter, fødevarer, miljø- og sundhedsforhold. Siden er et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.
På Miljøministeriets hjemmeside kan du hente yderligere information om phthalater i plastiklegetøj.
|