Vores datter, og første barn, begyndte i Børnehaveklasse i sommers og hvor er det bare spændende, både for hende og for os! Det er rørende at se ens barn gå af sted med skoletasken på ryggen, rank og stolt. Opstarten var en festlig tid og vi har nydt at følge med på sidelinjen, men også som aktive deltagere i alt, hvad der foregår på skolen for os forældre og i klasserådets arrangementer.
Men sikke mange ting, der er at huske på som forælder og sikke mange sedler, der kommer med hjem fra skolen og fritidsordningen! Havde man ikke en familiekalender før, så bliver det i hvert fald nødvendigt nu. Det går også op for én med et brag, at ens barn er ved at blive stor! Og dermed sker der også det, vi var blevet advaret om af venner, nemlig et ens små bekymringer om ens lille barn, nu så småt er blevet til store bekymringer om ens store barn. Verden er blevet større og det er muligheden for nederlag og smerte også. Men som med alt andet, så vokser man med opgaven og det gælder både ens barn og en selv som forælder. Dermed er muligheden for at udvikle sig som menneske til stede. Det var den ikke, hvis vi sad i den samme lille sandkasse hele livet, uden at møde nye udfordringer og ny modstand.
En af de nye udfordinrger for både børn og lærere, er at få børnene til at opføre sig som en gruppe; som en homogen enhed. I skolen er man i højere grad, end i børnehaven nødt til at skabe en gruppefølelse, så det bliver muligt at kommunikere viden og information videre. Det er også vigtig, at læreren har en vis autoritet og at eleverne hører efter, hvad læreren siger. Vi fornemmer, at skolen lægger mere og mere vægt på denne del i disse år. Og det er også forståeligt og nødvendigt, tror jeg. Men som forælder tænker man selvfølgelig på ens barn som et unikt individ – og glæder sig over, hvis det har en stærk selvfølelse (hviler i sig selv) og en stærk personlighed. Men strækker man det syn for langt, så kan en stærk personlighed også komme til at betyde, at barnet ikke får respekt for helheden og mangler evnen til at bøje sig under regler og andres meninger. Det tror jeg slet ikke er gavnligt for barnet og det er vigtigt at undgå den situation.
Vi har selv en stærk og selvstændig pige på 6 år og kan godt se, at balancegangen mellem individet og helheden nogle gange er lidt svær. Vores børn har fx lært hjemmefra, at man har lov til at sige nej, især, hvis en opgave bliver formuleret som et spørgsmål. Men i skolen er det selvfølgelig vigtigt at sige ja, hvis man bliver bedt om noget – og at høre efter, hvad der bliver sagt. For at bakke skolens arbjede op og øge vores barns chancer for at klare sig godt i skolen, har vi været nødt til at tage vores egne grænser og vaner (læs: opdragelse) op til revision og ændre dem på nogle områder.
Det tror jeg er sundt for hele familien og det ville ikke kunne lade sig gøre, med mindre vi havde en positiv indstilling overfor hendes skole og lærere.
Jeg tager i øvrigt hatten af overfor alle de dygtige og engagerede lærere over hele landet. Tak for jeres indsats!
|
