Foretag søgning
Her kan du søge i alle artikler. Vælg tema eller kategori samt et til flere søgeord, der indkredser det du søger oplysning om.
Temaer:

Fritekst:
Kategorier:


Mere overskud i hverdagen

Ulvetimen bliver knapt så stresset, når man kan springe indkøb og madlavning over. Forældre i institutionen Frydendal kan både købe sig til rent tøj, købmandsvarer og økologisk aftensmad.


Af: Aase Bak, Stickelbergs Bureau


Caroline på halvandet år tygger på en tvebak og ser Teletubbies i stuen. Femårige August ligger sammen med storebror Oliver i køjesengen på værelset og ser tegnefilm. I køkkenet er deres mor Susanne Vogler i gang med aftensmaden, der består af kalkunfrikadeller med rodfrugter, brød og kold sovs. Farmand er på arbejde og kommer sent hjem i aften. Klokken er halv seks, da familien på Frederiksberg sætter sig til bords for at spise aftensmad. En helt almindelig scene i en dansk families hverdag. Og dog. For Susanne Voglers cykeltur hjem fra salgslederjobbet var temmelig ustresset, selv om hun skulle hente tre børn og havde tilberedningen af aftensmaden i sigte. I den integrerede institution Frydendal hentede hun ikke kun datteren Caroline, hun var også en tur i kælderen for at finde dagens ret: en gang økologiske kalkunfrikadeller med tilbehør og en seddel fra køkkendamen om, hvordan retten skulle lunes. - Det er rart og roligt at cykle hjem, når man ikke skal spekulere på mad. Det giver mig en halv time ekstra med ungerne, siger Susanne Vogler.

Institutionen Frydendal åbnede sidste år og bliver drevet af Børn og Unge Fonden. Og jo, det er den, der er landskendt for at sætte små netkameraer op i institutionerne, så forældrene kan følge deres børn fra pc.en på jobbet. Men derudover tilbyder Børn og Unge Fondens institutioner også gratis afhentning af børnene, tøjvask mod betaling, indkøb af dagligvarer og økologiske færdigretter. Tilbuddene er populære og bliver i snit brugt af 7-12 forældrepar hver dag.

Rigtig mad
Færdigretterne koster 40 kroner per portion, men som regel er to portioner nok til at mætte Susanne Voglers familie. Hun køber færdigretter med hjem mindst én gang om ugen, og hun lægger vægt på, at det er rigtig mad og ikke junkfood eller pizza. - Jeg kigger egentlig ikke på menuen men kan godt lide at blive inspireret. Som regel er det mad, som jeg ikke lige selv ville stå og lave på en hverdag, siger Susanne Vogler. Hendes mand arbejder mellem 50-60 timer om ugen, mens hun selv har en arbejdsuge på 33 timer. Færdigretterne fungerer som et åndehul i hverdagen, og Susanne Vogler foretrækker færdigretter frem for at betale sig fra rengøringen eller få en dame til at hente sine børn. - Jeg ville have det underligt med ikke at hente mine egne børn og overlade den daglige kontakt med institutionen til en anden. Den kontakt vil jeg selv have, og mit indre ur plejer at fortælle mig, at det er tid at hente børnene ved 15.30 tiden, siger Susanne Vogler.

Mere kvalitet for samme penge?
Børn og Unge Fonden blev etableret i 1997 af en kreds af forældre, politikere og pædagoger fra Frederiksberg, der ville skabe mere kvalitet i pasningstilbuddene for de samme penge. Fonden driver i dag tre institutioner, en i Kalundborg og to på Frederiksberg. Formanden for fonden Johnny Wetterstein Hansen, har blandt andet en fortid som SF-medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse. Fondens institutioner har ikke nogen færdigstøbt pædagogik men er meget inspirerede af den norditalienske pædagogik, der udspringer i byen Reggio Emilia. Både pædagogernes fagforening, BUPL og Børns Vilkår er kritiske overfor fondens tilbud. Børns Vilkår ser de praktiske tilbud som et tegn på, at forældre i stigende grad overlader omsorgen for deres børn til det offentlige.