
Hvordan opnår vi helhed i vores liv, så vores arbejdsliv og hjemmeliv kan gå op i en højere enhed. Kan det overhovedet lade sig gøre?
Af: Birgitte Viftrup Mortensen
Som mor og udearbejdende kvinde står man ofte i mange dilemmaer. På den ene side tænker man på sine børn; på om de trives og har det godt eller de godt kunne bruge noget mere tid sammen med deres mor. Man synes ikke man får gjort nok ved huset, ved det sociale liv med venner og familie. Haven råber også på hjælp. På den anden side er der jobbet og karrieren. Hvordan går det med det? Bliver ens potentiale udnyttet i det job man har? Skal man lade sine evner og kvalifikationer indenfor arbejdslivet stå lidt på stand by mens børnene er små? Der er mange spørgsmål og svarene kommer ikke nemt. Dem må man søge efter i sit eget hjerte og se på hvordan ens familie klarer det og så sammen med dem lægge en plan.
Mange kvinder, også dem med topposter, har formået at forene de to ting på en flot måde. At være mor og have en karriere. De vælger bevidst at arbejde færre timer og mere effektivt og vil også holde barselsorlov osv. Som mange kvinder siger, så er det helheden, der er vigtig og deres karriere foregår ikke bare på jobbet, men også i, at de vil have kvalitetstid sammen med deres familie. Halter det ene område, halter det andet også.
Et godt råd fra Pernille Aalund lyder sådan: Pas din mand, dine børn og dit job - lad resten flyde. Gør kun rent, når det er allermest nødvendigt, del køkkentjansen med din bedre halvdel, glem alt om et tjekket hjem - børnene skal alligevel have lov til at være der.... Når du engang er blevet pensioneret, kan du sætte blomster i vaser og male borter på dine vægge... (Citatet er hentet fra oestrogen.dk`s hjemmeside)
Personligt synes jeg at det er et rigtigt godt råd fra Pernille! Det at have et lønnet arbejde er i sig selv udfordrende og til tider hårdt. Det kan være givende, ja, men kræver, at vi ved hvad vi vil med vores tid og vores overskud. Skal vores fritid og overskud bruges til at få vores hjem til at ligne noget fra Bo Bedre eller skal vi bruge vores energi og glæde på at være sammen med familie og venner? Valget er selvfølgelig frit; det er bare viftigt at træffe et valg og ikke lade sig trække rundt af forskellige trends. Min erfaring er, at det bedste jeg kan give mine børn, er tid til at lægge et puslespil sammen med det, læse højt eller lege gemmeleg. Min mand vil også meget hellere have min opmærksomhed, frem for at jeg har købt noget til hjemmet eller gjort rent og pudset vinduer.
Jeg nyder desuden at få bragt en kasse til døren med råvarer til 3 aftensmåltider. Det er en stor aflastning ikke selv at skulle finde på menuen og handle i stor stil. Lige nu har vi også skabt de nye FAMILIETIDkasser som specielt er tiltænkt familierne. Pengene er givet godt ud og vi er sikret nogle sunde og vitaminrige råvarer. Det er også med til at få hverdagen til at hænge sammen. Det er også en god ide at lave mad til to dage, når det kan lade sig gøre. Det er så nemt de dage, hvor maden er klar, men bare skal suppleres med fx broccoli eller frosne majs.
|